Året der gik 2019…

2019 har været lidt af et “Tja!”-år.

I marts måned mistede jeg desværre mit job hos Atea A/S pga. at min stilling hos Tican Fresh Meat A/S blev sparet væk. Heldigvis lykkedes det mig i løbet af 10 dage at finde et nyt som IT-administrator hos Vald. Birn A/S i Holstebro, men jeg måtte hen over efteråret erkende at jeg havde været for optimistisk mht. afstanden og ikke mindst de fire timers daglige køretid det indebar – Så jeg endte med at opsige mit job der og skal nu straks her i det nye år til at finde noget andet at rive i.

Men alt har heldigvis ikke bare været “træls”; ungerne bor stadig i Aalborg og virker til at trives. Isabella blev færdig med sin HF i sommer og er nu startet på Aalborg Universitet på studie som socialrådgiver. Alexander bliver færdig med sin STU her til sommer og går pt. og planlægger hvad han så skal derefter.

Ligeledes var det også glædeligt at mine forældre endelig fik solgt deres hus i Vaarst – De er nu på plads i deres nye rækkehus og der er en ting mindre at spekulere på.

Jeg vil her i de første minutter af 2020 ønske alle et godt nytår – Jeg glæder mig til at møde alle igen i året vi lige er startet på.

Vi ses!